logo

Hall of Shame: Århus Bed & Breakfast

Mail sendt til Århus Bed & Breakfast d. 17/5-2010

Problemer med hjemmesiden

Tanja & Torben Andersen

Århus Bed & Breakfast er blevet anmeldt til lki.dk, fordi hjemmesiden ikke virker i alle programmer. Som det kan ses på dette billede, er menuen ubrugelig i Firefox:
http://lki.dk/shame/aarhus-bed-and-breakfast.dk/aarhus-bed-and-breakfast.png

I kan læse mere om problemet, og hvordan det løses, senere i mailen, men først vil jeg lige fortælle, hvem lki.dk er.

lki.dk (Luk Kunderne Ind) er en non-profit organisation, der kæmper for, at internettet skal kunne bruges af alle. Det kan I læse mere om på vores hjemmeside på http://lki.dk.

På hjemmesiden har vi oprettet en Hall of Shame, hvor vi udstiller hjemmesider, der ikke virker i alle programmer, og hvor virksomheden bag hjemmesiden ikke har vist vilje til at ville rette fejlen. Ud over en beskrivelse af problemet vil mailkorrespondancen også blive offentliggjort.

Fremgangsmåden for optagelse i Hall of Shame er, at vi sender en mail - denne mail - med oplysning om problemet. Hører vi ikke fra virksomheden inden for 15 dage, optages hjemmesiden i Hall of Shame, og en ny mail udsendes med oplysning herom.

Hører vi fra virksomheden, og vi får at vide, at man vil se på problemet for at få det rettet, venter vi 30 dage fra svaret. Virker siden stadig ikke, optages hjemmesiden i Hall of Shame, og en ny mail udsendes med oplysning herom.

Det er meget nemt at komme ud af Hall of Shame. Lige så snart vi får kendskab til, at siden virker, vil den blive fjernet fra Hall of Shame og i stedet blive indføjet i Hall of Fame.

Mere om problemet:

Der findes en masse overflødige koder i sidens kildekode. Nogle programmer ignorerer de overflødige koder, fordi der reelt ikke er noget indhold i dem, men i fx Firefox får de programmet til at afsætte plads, som så gør, at menuen vises forkert. De overflødige koder:
<font face="Verdana,Arial,Helvetica,sans-serif"> </font>

Løsning:
Fjern de overflødige koder. Det er alle steder, hvor ovenstående kode findes uden indhold, dvs. uden der er noget andet end mellemrum mellem > < i ovenstående kode.

lki.dk beskæftiger sig kun med, om hjemmesider er brugbare i alle programmer. Så nedenstående er reelt ikke noget, vi beskæftiger os med, men blot et råd fra mig personligt. Jeg vil anbefale, at I får lavet siden og jeres andre sider helt om. De bærer tydeligt præg af at være lavet for længe siden eller lavet i et forældet program.

Jeres sider har en række problemer, der dels gør det sværere for brugerne at finde dem, og dels gør det sværere at bruge siderne. I bruger rammer på et par af siderne. Det betyder, at hvis en besøgende har fundet siden via en søgetjeneste, får de ikke vist menuen. Søger man fx hos Google efter "hotellejligheder i Århus", vil et af søgeresultaterne føre til denne side.

Af andre problemer kan nævnes nedskalerede billeder, der bruger unødvendig trafik. Og det er mange år siden, de fleste gik væk fra at bruge lysavis og trafiktæller på kommercielle sider. Med søgemaskineoptimering vil I desuden kunne tiltrække flere besøgende fra søgetjenesterne.

Forstå mig ret, min personlige kommentar er ikke for at nedrakke jeres sider, men et håb om at I med mere moderne sider kan tiltrække flere kunder.

Skulle I iøvrigt have spørgsmål, er I velkomne til at kontakte lki.dk via mail til ludvigsen@lki.dk eller på telefon xxxx xxxx.

Med venlig hilsen
Kim Ludvigsen