John Larsen
Morfars.dk's hjemmeside er blevet anmeldt til lki.dk, fordi menuen ikke virker i alle programmer. Bruger den besøgende et "forkert" program, er menuen ikke synlig, hvorfor det er lidt svært at navigere på siden. Som du kan se på nedenstående billede, mangler menuen:
http://lki.dk/shame/morfars.dk/morfars.jpg
Du kan læse mere om problemet med menuen og en løsning herpå senere i mailen, men først vil jeg lige fortælle, hvem lki.dk er.
lki.dk (Luk Kunderne Ind) er en non-profit organisation, der kæmper for, at internettet skal kunne bruges af alle. Det kan du læse mere om på vores hjemmeside på http://lki.dk.
På hjemmesiden har vi oprettet en Hall of Shame, hvor vi udstiller hjemmesider, der ikke virker i alle programmer, og hvor virksomheden bag hjemmesiden ikke har vist vilje til at ville rette fejlen. Ud over en beskrivelse af problemet vil mailkorrespondancen også blive offentliggjort.
Fremgangsmåden for optagelse i Hall of Shame er, at vi sender en mail - denne mail - med oplysning om problemet. Hører vi ikke fra virksomheden inden for 15 dage, optages hjemmesiden i Hall of Shame, og en ny mail udsendes med oplysning herom.
Hører vi fra virksomheden, og vi får at vide, at man vil se på problemet for at få det rettet, venter vi 30 dage fra svaret. Virker siden stadig ikke, optages hjemmesiden i Hall of Shame, og en ny mail udsendes med oplysning herom.
Det er meget nemt at komme ud af Hall of Shame. Lige så snart vi får kendskab til, at siden virker, vil den blive fjernet fra Hall of Shame og i stedet blive indføjet i Hall of Fame.
Mere om problemet:
Hjemmesiden benytter et gammelt JavaScript til at generere menuen, og det virker ikke i programmet Opera.
Løsning:
Javascriptets programmør har lavet en nyere udgave af scriptet. Hvis I skifter til den nye udgave, bør menuen virke i alle programmer. Den nye udgave kan hentes på programmørens hjemmeside.
Skulle du iøvrigt have spørgsmål, er du velkommen til at kontakte lki.dk via mail til ludvigsen@lki.dk eller på telefon xxxx xxxx.
Med venlig hilsen
Kim Ludvigsen