Hej Kim
Det kommer lidt an på, hvordan du definerer fejl.
Når en side anmeldes til lki.dk, beskæftiger vi os kun med fejl, der betyder, at siden ikke virker i alle programmer. Den tidligere nævnte fejl er netop sådan en fejl, da den betyder, at menuen ikke virker i programmet Opera. Så vidt jeg kan se, er der ikke andre lignende fejl. Jeg har dog ikke afprøvet alle sider, og heller ikke købefunktionen.
Men der er desværre masser af fejl i henhold til webstandarderne [1]. Det betyder ikke nødvendigvis, at fejlene kan ses på hjemmesiden, eller de synsmæssige effekter er måske minimale. Fx benyttes en forældet kode til midterstilling [2]. Nogle programmer vil alligevel midterstille, mens andre programmer måske blot vil ignorere den forkerte kode, så der i stedet venstrestilles.
Lidt værre er det, at der ikke er alt-tekster i koden til alle billeder. Det kan have stor betydning for blinde besøgende. Blindes oplæsningsprogrammer oplæser alt-teksten, der fx kan bruges til at beskrive, hvad billedet forestiller. Hvis billedet ikke har en alt-tekst, oplæser mange programmer i stedet billedets filnavn. Har man ubetydelige billeder, som fx det lille billede med prikker ud for billedteksterne på forsiden, så bør man lave en tom alt-tekst. Det gør I også mange steder, men desværre ikke alle steder. Resultatet er bl.a., at en blind må sidde og lytte til, at filnavnet prik.gif oplæses gentagne gange på forsiden.
Lad mig understrege, at lki.dk ikke "forfølger" hjemmesider på grund af manglende overholdelse af webstandarderne. Vi beskæftiger os kun med fejl, der betyder, at siden ikke virker i alle programmer. Men det vil altid være en god ide for en virksomhed at overholde webstandarderne. Overholder man dem, vil hjemmesiden normalt altid virke i alle programmer - både de eksisterende og fremtidige versioner. Og derfor er vi selvfølgelig stærke fortalere for overholdelse af standarderne.
Mvh. Kim Ludvigsen
[1] Du kan tjekke, om hjemmesiden overholder webstandarderne for html-koder på dette link:
http://validator.w3.org/check?verbose=1&uri=http%3A%2F%2Fwww.morfars.dk%2Frc%2F
Der er i skrivende stund 106 fejl på forsiden, hvoraf en god del skyldes manglende alt-tekster til billeder.
Det er også muligt at tjekke for css-fejl, dem er der 9 af:
http://jigsaw.w3.org/css-validator/validator?profile=css2&warning=2&uri=http%3A%2F%2Fwww.morfars.dk%2Frc%2F
Den fejl, vi har påtalt, skyldes et forældet JavaScript, hvorfor den ikke fremgår af de to ovenstående link.
[2] Der bruges align=middle i tabeller, hvor den rigtige kode ville være align=center.